Pulsar 2012

I forbindelse med John Cage's 100 års dag, hvis han ville have levet, har Pulsar Festival valgt at sætte fokus på ham gennem temaet "Encaged". Pulsar Festival foregår på DKDM (Det Kongelige Danske Musikkonservatorium), og strækker sig fra den 15 marts til den 21 marts.

I den forbindelse har vi på Musikvidenskabeligt Institut skrevet programnoter til koncerterne. Læs mere om festivalen her.

Læs programnoterne jeg har været med til at skrive her (Sammen med Sebastian Skovgaard og Lone Rud), til Mette Nielsens værk "Feed Back Flute", og Christos Farmakis værk "Zvon".

---


Mette Nielsen: Feedback Flute (2011) for fløjte og højttalere

Mette Nielsen, kandidatstuderende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, blev født i Odense år 1985. Fra en baggrund med traditionel klassisk musik, har hun nu kastet sig over elektroakustik. Således er Feedback Flute et stykke for fløjte og elektronik.

Tit betyder den beskrivelse, at det er en fløjtesolo med et lag af elektronik. Det er ikke tilfældet
her. Dette er en duo for fløjte og højttalere. Mette Nielsen ’spiller’ højttaler-stemmen på to højttalere med en mikrofon og Julius Ditlevsen spiller fløjte.

Mette Nielsen forklarer:

“De højttalere, jeg bruger, har tre membraner, og jeg kan styre, hvilke jeg sætter i gang ved at holde mikrofonen i forskellige retninger. Man kan faktisk spille ret detaljeret med feedback’en.”

Feedback er den lyd der opstår mellem input (mikrofon) og output (højtaler).
Det er udelukkende feedbacklyde Mette Nielsen bruger. Når lyde bearbejdes inde i mekanikken er det ikke en lydfri proces. For hver transaktion tillægges en form for lyd fra elektronikken. Når denne proces gentages kan lyden forstærkes og spilles på.

Mette Nielsen siger selv:

“Noget af det, jeg tænker på, er at bruge lyden inde i systemet – mixeren, computeren, højttaleren – ikke bare rummet.”

En af Mette Nielsens inspirationskilder er Alvin Lucier med værket I am sitting in a room fra 1969 (opføres ved PULSAR-koncerten d. 20. marts kl. 21.30). Alvin Lucier er den tidligst kendte person, der har eksperimenteret med feedback-lyde som musik. En anden af hendes nutidige inspirationskilder er komponisten Jacob Kirkegaard. Han bruger kun maskinernes og rummets lyde. Mette Nielsen adskiller sig således fra sine inspirationskilder ved at blande akustisk spillet instrument med feedback-lydene.

Stykket er således delvist improviseret. Når man ser partituret består det af en række figurer skrevet for fløjten, som imiterer lydene fra højtalerne og mixeren. Ovenover hver figur har Mette Nielsen tegnet en repræsentation af den lyd, det svarer til på højttalerne. Derudover har fløjtenisten Julius Ditlevsen selv bidraget med nogle lyde/teknikker.

Mette Nielsen uddyber:

”Processen har været først at eksperimentere med feedbacken alene, så prøve at forestille mig, hvilke 
lyde på fløjten, der ville passe til, og så få Julius på og få ham til at eksperimentere”.

Ingen ved helt hvad der vil komme til at ske, når de to lader musikken styre deres improvisationer.


----


Christos Farmakis (f. 1981): Zvon (2012) 

”Planen er at lave et stykke musik, hvor lytteren kan forestille sig en lille historie. Stykkets ’saft’ er en personlig observation af ’noget ægte som kan rådne igennem tiden’.” – Christos Farmakis

Christos Farmakis er født i Grækenland 1981. Han har studeret musikteori og harmoni ved konservatorierne i Thessaloniki og Athen og har været bosiddende i København fra 2007.
Zvon, hvilket betyder klokkeslag på russisk, er et helt igennem elektronisk værk, hvor alle lyde og sekvenser er optaget og redigeret på forhånd.

Christos Farmakis sætter det hele sammen til en helhed på computer. Det er Christos Farmakis ærinde, at værket skal kunne tolkes af den enkelte lytter. Der skal være plads til at stykket kan formes til det giver mening og bliver nærværende for lytteren. Stykkets atmosfære er inspireret af bl.a. den form for
rum og tidsløshed som fornemmes i religiøs vokalmusik som Hildegard von Bingen og i den ortodokse kirkesang. Pink Floyds storladne univers nævnes også som inspirationskilde sammen med helt små øjeblikke fra sange af Bloodbath, Dimmu Borgir og Cosmosis.

Christos Farmakis’ måde at komponerer på virker meget organisk. Selv om det udelukkende er elektroniske lyde, virker de tæt på det organiske materiale af lyde fra naturen. Et andet element der er slående, er Farmakis’ forståelse for pausen – den usynlige partner der kan fremhæve lydene. Farmakis benytter sig netop af den opmærksomhed og spænding den “lydtomme” pause synes at have. Det giver lytteren rum til at fantasere til musikken.
Således bliver man inviteret indenfor i en særegen og intens atmosfære og lydverden.